• Carlsberg lander milliardoverskud og afslører pris på russisk forretning

    Source: BDK Finans / 06 Feb 2025 01:19:09   America/Chicago

    Bryggerigiganten Carlsberg har torsdag præsenteret et dugfrisk årsregnskab. Et regnskab, der på et bagtæppe af milliardopkøb, et kolossalt underskud efter et russisk exit og stigende ølpriser, viser god, men ikke prangende fremgang for ølkæmpen. Carlsberg har således sidste år præsteret en omsætning på 75 milliarder og et overskud på 10,3 milliarder kroner, hvilket er på linje med analytikernes forventninger. Sidste år lød toplinjen på 73,6 milliarder, mens bryggerigiganten dog landede et dundrende underskud på 39,7 milliarder. Det skyldtes som nævnt en massiv nedskrivning på forretningen i Rusland. Her lød den samlede regning på 47 milliarder kroner. I december meddelte Carlsberg, at den russiske forretning – Baltika Breweries-koncernen – var solgt. Dengang var prisen ikke offentliggjort, men af årsregnskabet fremgår det, at virksomheden har indkasseret 2,3 milliarder. Selvom der har været stille om bryggerigiganten forud for regnskabet, har flere analytikere vurderet, at Carlsberg har opereret under svære markedsbetingelser på afgørende markeder. Sidste år lykkedes det imidlertid Carlsberg at løfte omsætningen, selvom bryggerikæmpens salg – målt på mængde – ikke steg tilsvarende. Det skyldtes, at Carlsberg har været i stand til at hæve priserne på produkterne og generelt sælge dyrere øl. Samme billede ses i år, hvor virksomheden har hævet sine priser over en bred kam, og omsætningen er vokset mere end mængden af solgt øl. »I forhold til det udfordrende miljø i flere af vores store markeder, som har påvirket udviklingen for salgsvolumen, er vi tilfreds med vores solide resultater for 2024,« siger Carlsbergs topchef, Jacob Aarup-Andersen, i en børsmeddelelse. Hos Sydbank vurderes det dog, at der har været – og kommer til at være – lavere købelyst hos forbrugerne i Europa og Kina, hvilket kan spænde ben for virksomhedens mulighed for tjene penge på at sælge færre øl dyrere. Milliarder på opkøb Samtidig kommer regnskabet i kølvandet af store opkøb. Sidste år overtog Carlsberg endeligt den britiske læskedrikproducent Britvic for 29 milliarder kroner. Dermed blev tredje gang lykkens gang, da Carlsberg ad to omgange måtte hæve deres købstilbud på den engelske koncern, der forventes at kunne bidrage med talrige synergieffekter mellem produktionen af øl og produktionen af læskedrikke. Det fortæller topchef Jacob Aarup-Andersen på et pressemøde og tilføjer, at Carlsberg vil have et stadigt større fokus på drikkevarer uden alkohol. Derudover har Carlsberg erhvervet sig fuld kontrol over sine forretninger i Indien og Nepal. Det skete i august med opkøbet af en tredjedel af aktierne i selskabet Carlsberg South Asia Pte. Ltd. (CSAPL). Koncernen ejede i forvejen to tredjedele af aktierne, mens den resterende del blev købt for 5,1 milliarder af en singaporeansk partner. Med opkøbene forventer Sydbank, at omsætningen næste år kan runde 94,5 milliarder. Også overskuddet vil blive påvirket positivt, vurderer banken, der forventer, at bundlinjen ved årets afslutning kan lande på 7,7 milliarder. Op til torsdagens regnskab er Carlsbergs aktiekurs steget stødt. Siden årsskiftet er kursen steget med seks procent. Ved fondsbørsens åbning stiger aktien med omkring 3,5 procent. https://www.berlingske.dk/virksomheder/carlsberg-lander-milliardoverskud-og-afsloerer-pris-paa-russisk
Share on,